Engang sad jeg hjemme og arbejdede på kontoret. Min kone var også hjemme og ligesådan vores 2 børn. Jeg var ret fokuseret på en større opgave og pludselig var jeg løbet tør for kaffe…
Jeg traskede ud i køkkenet, greb kanden og kunne konstatere at der ikke var mere kaffe. Det mineder mig om en sang en af mine gode venner engang har skrevet, men det er en anden historie. Jeg fik sat noget nyt over og gik ind på kontoret igen. Døren lod jeg stå på klem for så kunne jeg høre når kaffen var klar.
Inden jeg nåede at fortsætte på opgaven kalder min kone pludselig på mig. “André! Kom ud og se det her!” Jeg flyver ud i køkkenet, nysgerrig efter hvad jeg skal se. Jeg kigger ud af køkkenviduet og der står 2 drenge med hver deres cykel. De er ved at tage mod til sig kan man se, uden at jeg ved hvad de skal. Pludselig kommer en trejde dreng kørende på sin cykel. Efterspændt har han en hjemmebygget cykelvogn. Den ser ret tung ud.
Så, nu står der tre drenge foran vores hus og nu skal den tredje dreng også lige nå at tage mod til sig. Inden han når det er den ene af drengene gået hen til vores hoveddør. Min kone og jeg har selvfølgelig gemt os, så de ikke kan se os udefra.
Jeg går ud og lukker op og i mellemtiden er endnu en af drengene kommet over til hoveddøren. Den tredje er på vej. Forpustet og svedig. Det er 24 grader.
“Hej med jer!” siger jeg da jeg har åbnet døren. De siger alle tre “Hej” hvorefter ham der ankom først hen til hoveddøren spørger om jeg vil købe en sodavand. Jeg bliver lidt overrasket hvorefter jeg spørger hvad den koster. Den anden dreng svarer “20kr!”. Jeg tænker for mig selv at det godt nok lyder dyrt for en dåse, mens jeg mindes tilbuddet om 3 for 10kr dengang jeg gik på efterskole i Sønderjylland.
Jeg takker ja til tilbuddet og den tredje dreng, som sled afsted med vognen fik lys i øjnene som om jeg var den første der købte noget af dem. Jeg gik med hen til vognen for at se hvad de havde. Der lå 4 rammer forskelligt og jeg tog en tilfældig.
Så hvad gjorde jeg så?
Jeg gav det 20kr i hånden og drengene ville videre. Da jeg gik ind råbte den ene “God dag!”. Jeg svarede ham “I lige måde” og gik ind igen.
Indenfor står min kone som har overværet hele seancen. Hun påpeger at det da godt nok var den dyreste dåsesodavand hun nogensinde har hørt nogen købe. Jeg gav hende ret. Alligevel var der noget i mig der gjorde at jeg bare måtte købe den sodavand.
De 3 drenge viser egentlig meget godt hvordan et stærkt samarbejde kan se ud. Den første virker som ham der har fået ideen. Ham der tager initiativet og forestiller sig hvordan det skal være. Den næste har styr på prisen på sodavanden. Han ved hvad de skal koste for at de kan tjene på det. Den tredje er ham der knokler med det praktiske.
De tre gutter i MølleParken tor jeg på nok skal blive til noget. Om ikke andet så fik de en succesoplevelse fra mig fordi jeg bare købte en lidt dyr sodavand.